Mand er død efter politijagt: Forsøgte at køre politibetjent ned

En person er afgået ved døden, efter at svensk politi tirsdag aften affyrede skud mod en bil i byen Öresund.
En mand blev lørdag aften skudt og dræbt af en politibetjent i forbindelse med en brand i dette hus i Luleå i Sverige.
En mand blev lørdag aften skudt og dræbt af en politibetjent i forbindelse med en brand i dette hus i Luleå i Sverige. Foto: 11435 Robert Nyholm/tt/arkiv/Scanpix

Svensk politi åbnede sent tirsdag aften ild mod en person, som angiveligt forsøgte at køre en politibetjent ned i byen Örebro i det centrale Sverige.

Den mistænkte blev bragt på hospitalet, hvor han senere blev erklæret død.

Da politiet forsøgte at stoppe bilen, prøvede føreren angiveligt at køre en betjent ned. Derfor løsnede politiet skud mod bilen, rapporterer Aftonbladet.

- På et tidspunkt kører bilen mod en politimand, som skal anholde føreren, siger politiets pressetalsmand Tommy Lindh til P4 Örebro ifølge den norske netavis VG.

- Det får politimanden til at trække sit våben og skyde én gang. Men det får ikke føreren til at afbryde angrebet, og politiet affyrer yderligere skud, tilføjer han.

Bilen kørte videre og blev efterfølgende fundet tom og med blodspor. Ikke langt derfra fandt politiet gerningsmanden, der blev kørt på hospitalet med alvorlige skader.

Senere samme aften blev han erklæret død.

Pressetalsmand Tommy Lindh fortæller i øvrigt, at bilen under jagten kørte med høj hastighed og meget hensynsløst gennem Örebro.

Identiteten på den døde er endnu ukendt.

En særlig anklager skal nu efterforske sagen, hvilket er normalt, når en person er afgået ved døden eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben.

Så sent som lørdag aften blev en mand skudt og dræbt af politiet i den svenske by Luleå.

Ifølge det svenske dagblad Expressen fandt skyderiet sted i forbindelse med en udrykning til en brand i en lejlighed.

Her besluttede politiet sig for at pågribe en mand for forsøg på mordbrand og drabsforsøg.

I den forbindelse opstod der en situation, som fik en politibetjent til at trække sit tjenestevåben og affyre det mod den mistænkte.

Den mistænkte døde på hospitalet senere samme aften.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.