En 21-årig mand fra Midtsjælland fik fredag ved Retten i Roskilde en behandlingsdom for blandt andet at have voldtaget en pige fra hun var knap 14 år og for at have tvunget hende til samleje med andre mænd mod betaling.
Manden skal i behandling på en psykiatrisk afdeling, og retten har ikke sat nogen længstetid på, oplyser anklager Helle Egelund Jensen.
Manden var kæreste med pigen, som han ifølge anklageskriftet har haft samleje med flere gange, da hun var mindreårig. Han er også dømt for at have voldtaget hende under vold eller trusler om vold.
Den 21-årige er også dømt for rufferi, fordi han tvang pigen til at have samleje med omkring 15 mænd mod betaling, som han selv indkasserede.
Han truede pigen med at slå hende og hendes familie ihjel, hvis hun ikke gjorde, som han sagde.
Den 21-årige har modtaget dommen.
Ud over at underkaste sig psykiatrisk behandling har han forbud imod at opholde sig hos personer under 18 år og invitere dem hjem til sig.
/ritzau/