Mand død i alvorlig trafikulykke

Det ser alvorligt ud, siger politiet, efter at en mand er blevet ramt af en personbil i Lynge.
Foto: Colourbox.dk/Colourbox

En bilist i en personbil har tirsdag formiddag ramt en fodgænger i Lynge i Nordsjælland.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Omkring klokken 12.30 melder Nordsjællands Politi på Twitter, at manden er afgået ved døden. Der er tale om en 59-årig mand fra Slangerup, og de pårørende er underrettet.

Ulykken skete på Nymøllevej, der er tæt på Vassingerødvej. Manden gik i vejkanten og blev påkørt af en 36-årig mand fra Roskilde.

Der er formentlig tale om, at bilisten var uopmærksom, skriver politiet.

Nordsjællands Politi betegnede det tirsdag morgen som et alvorligt færdselsuheld.

- Det er det, vi ved lige nu, og det ser alvorligt ud, sagde vagtchef David Borchersen.

Både redningsberedskabet og politiet har arbejdet på stedet, og der er tilkaldt en bilinspektør.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.