En amerikansk mand var så vred over, at han skulle tilbagebetale tusindvis af forsikrings-dollar, at han viste sin protest på en noget usædvanlig måde.
Roger Herrin valgte at betale 150.000 dollar (omkring 760.000 kroner) i mønter - det svarer til fire ton, skriver nyhedsbureauet AP.
Mønterne var pakket i 150 gennemsigtige sække og blev fragtet i et armeret køretøj. Beløbet svarer til omkring en tredjedel af de godt 2,5 millioner kroner, som en domstol havde bestemt, at han skulle tilbagebetale.
Roger Herrin fik udbetalt en stor portion penge, efter hans søn døde i en bilulykke i 2001, og han har i årevis kæmpet om retten til at beholde hele beløbet. Men en domstol har besluttet, at andre overlevende fra bilulykken også skal have del i millionerne.
- Der har ikke været nogen tilfredsstillelse i det her. Alle de her penge kan ikke erstatte tabet af et barn. Jeg ønskede blot at skabe opmærksomhed omkring, hvad der er foregået, siger 76-årige Roger Herrin til AP.
- Jeg har haft 10 år til at tænke over det her, og jeg er meget, meget bitter over denne afgørelse. Det er forkert, og alle ved, at det er forkert, siger han.
/ritzau/