Manchester Citys Yaya Toure er for andet år i træk blevet kåret til årets spiller i Afrika.
Den 29-årige midtbanespiller fra Elfenbenskysten blev tildelt hæderen foran landsmanden Didier Drogba og Alexandre Song fra Cameroun.
Toure lignede en mand, der var på nippet til at bryde ud i gråd, da han torsdag aften modtog hæderen af det afrikanske fodboldforbund, CAF, i forbindelse med et arrangement i Ghanas hovedstad Accra.
- Jeg har mange følelser. Det er en speciel aften for mig, sagde Toure ifølge AFP fra talerstolen.
Midtbanespilleren er en af City-manager Roberto Mancinis mest skattede spillere, da han altid går forrest for de engelske mestre.
Samtidig udgør han rygraden på Elfenbenskystens landshold, der til næste år er blandt de varmeste kandidater til at vinde Africa Cup of Nations.
/ritzau/