Lørdag endte med at blive en rigtig god dag for Manchester United.
Først vandt United 2-1 over Arsenal, så formøblede Chelsea en føring til sidst og måtte nøjes med 1-1 mod Swansea, og lørdag aften smed mestrene fra Manchester City såmænd også point.
På udebane spillede Manchester City kun 0-0 mod West Hams oprykkere. Det resultat efterlader City to point efter United og et enkelt efter Chelsea i Premier Leagues topstrid.
Både City og West Ham havde chancer til at score, men mestrene var slet ikke skarpe nok, mens træværket et par gange forhindrede West Ham i at komme på måltavlen.
Det uafgjorte resultat stopper en flot stime for City, som inden opgøret havde vundet holdets seneste fire ligakampe.
City kan dog trøste sig med, at det efter 10 spillerunder endnu ikke er blevet til et nederlag, og det kan ingen andre matche.
/ritzau/