Flere danskere har smerter på jobbet, men malerne er den faggruppe, der er hårdest ramt.
Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der har kortlagt helbredet hos 50.000 lønmodtagere i forskellige fag, skriver Avisen.dk.
Det skal der laves om på, mener Tonny Olsen, næstformand i Malerforbundet. Han peger på, at det er arbejdsgivernes ansvar at holde øje med, at arbejdsmiljøet er i orden.
- I forhold til planlægning, tilrettelægning og organisering af arbejdet er der virkelig plads til forbedring, siger han.
Og det er arbejdsgiverorganisationen Danske Malermestre langt hen ad vejen enig i, siger organisationens arbejdsmiljøchef, Søren Christoffersen.
- Selvfølgelig har arbejdsgiverne et ansvar. De skal sikre, at arbejdsmiljøet er i orden på arbejdspladserne. Men medarbejderne har også et ansvar i at efterleve det - og det synes jeg egentlig også, at de gør.
- Men vi er kede af at ligge på den førsteplads, og vi må tage det op med malerforbundet og finde ud af, hvad vi reelt kan gøre for at minimere smerterne og tilrettelægge arbejdet på en fuldt forsvarlig måde, siger han.
Hos Malerforbundet mener Tonny Olsen, at det er særlig problematisk, at malerne går for længe med deres smerter, inden de sætter fokus på det.
Undersøgelsen viser, at 35,6 procent af dem, der deltog i undersøgelsen, oplever smerter flere gange ugentligt. Det tal lå på 31,1 procent i en tilsvarende undersøgelse i 2012.
Desuden er andelen af dem, der har svært ved at udføre deres arbejde på grund af smerterne vokset fra 4,4 til 5,5 procent i samme periode.
Af de 74 faggrupper, der har været i søgelyset, er malerne dem, der er mest begrænset i arbejdet på grund af smerter, skriver Avisen.dk.
- Grunden til, at man som maler for ondt, er, at man arbejder med hænder over hovedet, har gentagne arbejdsgange og løfter for meget.
Det sætter sig i nakke, skulder og særligt ryg, påpeger han.
- Man får ikke taget tingene i opløbet. Man holder måske en hverdag og arbejdsdag gående på smertestillende.
- I malerbranchen og måske hele byggebranchen er der lidt et "Tarzan-syndrom", hvor man arbejder længere tid, end hvad godt er. Også selv om det gør ondt, siger Tonny Olsen.
Ud over malere er frisører og kosmetologer samt gartnere og landmænd de jobgrupper, der har flest smerter.
/ritzau/