Debatindlæg Højst 100 dage til folketingsvalget: Ha’ blik på arbejdspladserne

Claus Jensen er forbundsformand i Dansk Metal, formand for CO-industri og sidder i daglig ledelse i Fagbevægelsens Hovedorganisation.

LIGE PRÆCIS I DAG er der maksimalt 100 dage til, at danskerne valfarter ned i den lokale gymnastiksal og sætter deres kryds.

Traditionen tro er der snak og spekulationer om, hvad der bliver valgets store tema. Klima, pension og velfærd er allerede nu temaer, der heftigt bliver debatteret. Det er godt, nødvendigt og vigtigt.

Jeg håber, det er debatter, som vil præge hele valgkampen og politikernes dagsorden den næste lange tid. Min frygt er dog, at vi i en tid, hvor økonomien buldrer derud af, og hvor det går godt for de danske virksomheder, kommer til at glemme, at den lave arbejdsløshed ikke er en naturlov.

Det er nemlig nu, at politikerne bør huske at igangsætte initiativer, som kan sikre udvikling og arbejdspladser i fremtiden.

DERFOR HAR VI i Dansk Metal lavet et katalog med syv helt konkrete forslag, der kan være med til at langtidssikre væksten og skabe nye arbejdspladser.

Et af vores syv forslag handler om at sikre, at vi fortsat har faglærte i verdensklasse. I mange år blev der årligt skåret i erhvervsskolernes økonomi - til skade for både kvaliteten i uddannelserne og optaget af lærlinge.

Det har vi sammen med gode samarbejdspartnere heldigvis sat en stopper for, men vi er ikke i mål endnu. Der skal ro om erhvervsskolernes økonomi, så de er i stand til at investere i den mest moderne og tidssvarende teknologi.

Det er nødvendigt, at de unge får kendskab til den nyeste teknologi, så de kan bringe ny viden med ind på deres kommende arbejdspladser. Samtidig er det vigtigt, at forældrene får øjnene op for, at en faglært uddannelse er mulighedernes uddannelser, der giver højt specialiserede evner, et godt og velbetalt job samt fremragende muligheder for at uddanne sig videre.

LIGE NU ER økonomien stærk, og virksomhederne fremviste sidste år rekordoverskud, og virksomhedernes aktieudbytte forventes igen i år at være på et tårnhøjt niveau. Der bør derfor vises rettidig omhu og investeres i løsninger, der kan sikre, at vi også er konkurrencedygtige, når tiderne skifter.

Her spiller teknologi en helt central rolle. Hvis vi sakker bagud i den teknologiske udvikling, kan det potentielt koste arbejdspladser. Dansk Metal foreslår, at den tekniske forskning opprioriteres til at udgøre 20 procent af de samlede investeringer i forskning.

Det kan udvikle morgendagens nye ideer og løsninger og dermed fremtidens arbejdspladser.

Det er blot et par ud af vores syv forslag til politik, der kan skabe vækst og nye arbejdspladser. Glemmer vi det, vil det være at gøre os selv en bjørnetjeneste, der kan koste arbejdspladser.

Dette er et debat-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

via Listen To News