Der var dansk islæt i forreste startposition i GTE Pro-klassen, da Le Mans lørdag blev skudt i gang klokken 15.
Her sad Nicki Thiim bag rattet i sin Aston Martin, hvor også danske Marco Sørensen er en del af kørerteamet.
Thiim måtte dog kort inde i det 24 timer lange løb se sig overhalet, da spanske Antonio Garcia, i den Corvette som Jan Magnussen senere i løbet skal køre, passerede danskeren og tog føringen i klassen.
Tredjepladsen i GTE Pro-klassen blev kort inde i løbet indtaget af Michael Christensens Porsche, der fra starten af Le Mans blev ført af franske Kevin Estre.
I løbets næstbedste klasse, LMP2, lå David Heinemeier Hanssons Jackie Chan Racing-racer nummer syv efter en halv times kørsel. Danskerens amerikanske kørerkollega Ricky Taylor indledte løbet bag rattet.
Anders Fjordbach startede Le Mans i High Class-bilen, der lå nummer 12 i LMP2-klassen kort inde i løbet.
Michelle Gattings Kessel Racing-Ferrari startede som nummer 15 ud af 16 i GTE Am-klassen og kørte sig hurtigt op på 14.-pladsen. Bilen blev fra starten af Le Mans kørt af schweiziske Rahel Frey.
Helt i front i LMP1-klassen lå Toyota nummer syv, der startede med Mike Conway i bilen.
/ritzau/