Jan og Kevin Magnussen som kørere på det samme team ved 24-timers løbet Le Mans.
Det kunne være blevet årets danske drømmekonstellation, hvis ikke Corvette allerede havde fundet teamkammerater til Jan Magnussen i årets udgave af det legendariske løb.
Kevin Magnussen var nemlig klar til at tage et skridt ned og køre med sin far, efter at det stod klart, at der ikke var et Formel 1-sæde til ham i år.
Det siger Kevin Magnussen i et interview med autosport.com.
- Jeg spurgte min far, om han ville spørge Corvette, om der var en mulighed. Det kunne være fedt at være holdkammerat med min far ved Le Mans og forsøge at vinde, men de havde allerede skrevet under med de andre kørere til bilen, siger Kevin Magnussen.
I denne weekend kører Kevin Magnussen alligevel i de hurtigste motorsportsbiler i verden, hvor han tester McLarens nye Formel 1-racer i Barcelona, mens teamkammerat Fernando Alonso er ved at komme sig over et uheld.
Drømmen om en dag at køre Le Mans med sin far lever dog fortsat.
- Det kommer ikke til at ske i år, selv om det havde været en god mulighed. Jeg må bede ham om at blive ved med at køre de næste 15 år, siger Kevin Magnussen om sin 41-årige far.
Jan Magnussen har vundet GT-klassen ved Le Mans fire gange med Corvette. Det skete senest i 2009.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.