Racerkøreren Kevin Magnussen satte 11.-hurtigste tid, da Formel 1-feltet fredag trænede på banen i Barcelona for første gang inden søndagens grandprix, men træningen kan have større betydning end som så.
Danskeren nåede nemlig også at gøre sig uheldigt bemærket, da han ifølge Sauber-køreren Charles Leclerc blokerede vejen på en omgang, hvor Magnussen ikke forsøgte at sætte en tid, mens Leclerc gjorde.
Danskeren er som følge af episoden blevet indkaldt til møde hos løbsledelsen for "en potentiel farlig manøvre". Det kan koste danskeren en straf.
Da kørerne trænede på banen forud for sæsonstarten, var det under usædvanligt kolde Formel 1-temperaturer. Flere gange måtte træninger udskydes eller afbrydes på grund af sne.
Fredag var der noget bedre vejr i Catalonien. Allerede ved træningens start klokken 11 var temperaturen 20 grader.
Magnussen benyttede de gode forhold til at teste flere dæktyper på Circuit de Catalunya.
Haas-kollega Romain Grosjean var ude på en enkelt snurretur, da han mistede kontrollen over sin racer. Det forhindrede ham dog ikke i at køre videre, og han satte ottendehurtigste tid.
Han var cirka 0,7 sekunder hurtigere end Magnussen.
De hurtigste tider blev sat af Mercedes-kørere. Valtteri Bottas var den hurtigste mand, mens Lewis Hamilton på andenpladsen var marginalt hurtigere end Ferraris Sebastian Vettel.
/ritzau/