Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, siger under en tv-transmitteret tale til nationen fredag aften lokal tid, at han vil retsforfølge politiske modstandere, som han beskylder for at stå i ledtog med USA.
Truslen fra præsidenten kommer, efter at USA har indført sanktioner mod Venezuela, der vil gøre det sværere for den socialistiske leder at rejse nødvendige penge.
Maduro anklager derfor den amerikanske præsident, Donald Trump, for at bryde international lovgivning.
- Trump er kun ude på at skade den venezuelanske økonomi, der er baseret på olie, siger Maduro.
Men præsidenten i Venezuela langer også ud efter formanden for landets kongres, Julio Borges. Ifølge præsidenten er Borges "hjernen bag" sanktionerne.
- Man skal være en stor landsforræder for at bede om sanktioner mod Venezuela, siger Maduro i talen.
Han beder højesteret og et nyt, magtfuldt forfatningsråd om at indlede en sag mod "Venezuelas modstandere". Modstanderne er de personer, som ifølge Maduro har advokeret for, at sanktionerne blev indført.
Fredag udstedte Donald Trump et præsidentielt dekret, hvor han har forbudt banker at indgå finansielle handler med regeringen i det sydamerikanske land. Det samme gælder det statsejede olieselskab PDVSA.
Det betyder, at der ikke må handles med gæld og kapital fra regeringen og olieselskabet. Samtidig må der ikke handles med obligationer udstedt af Venezuela. Renter fra obligationerne må heller ikke udbetales.
/ritzau/