Mads Sebbelovs tragedie: Mistede sin datter

Kendte
Mads Sebbelov og Michelle Bellaiche har dannet par i over et år. Mads har nu en søn tilbage, mens Michelle har to børn fra et tidligere ægteskab. (Foto: Scanpix)

Tv-værten Michelle Bellaiches kæreste har oplevet det, ingen forældre burde opleve.

Mads Sebbelovs datter blev ramt af akut hjertesvigt derhjemme. Derpå fulgte en måned lang kamp for livet, før Josephine sov ind på Rigshospitalet 21. april. Den gribende historie kan man læse i dag på Hjerteforeningens hjemmeside.

Mads' datter, og Michelle Bellaiches steddatter, blev kun 15 år gammel. Den 21. marts skulle der om aftenen have været afholdt Hjertegalla med bl.a. Michele Bellaiche, som vært. Men Hjertegallaen blev aflyst, og i stedet vil aftenen for altid blive husket for noget andet: nemlig at Mads Sebbelovs datter, 15-årige Josephine, ringer til ham og råber, at hun har ondt i hjertet. ”Så ondt, så ondt, far!”.

– Derefter taber hun telefonen, og jeg haster bare hjem, husker Mads Sebbelov, som var på et kort visit hos sin kæreste. Han ringer også til sin søn, Oscar, Josephines storebror og bedste ven, og beder ham løbe op i lejligheden til sin søster.

Det viste sig, at hun led af en uopdaget kronisk autoimmun sygdom, som gør, at kroppen tilsyneladende ikke har været i stand til at bekæmpe halsbetændelsen.

Mads fortæller til Hjerteforeningen:

– Set i bakspejlet var hun jo lidt træt i den periode, men hun passede sin cheerleadertræning og var glad og havde det egentlig godt.

Han ønsker at dele sin og familiens historie om Josephine med andre pårørende til hjertepatienter. For at dele fantastiske og ubeskriveligt svære minder om sin datter. For at andre i en lignende tragisk situation kan se, at de ikke er alene. For at flere melder sig som organdonor.

– Så hendes kamp for livet ikke har været forgæves, siger Mads Sebbelov.

Den 21. april – præcis en måned efter, at 15-årige Josephine blev ramt af hjertesvigt og hjertestop på sit værelse – sover hun ind omgivet af sin nærmeste familie.

Josephine Sebbelov var en frisk og aktiv pige. En uopdaget hjertefejl tog livet af hende forleden. Foto: Privat

Kærlighedsgave

– Jeg holdt hende i hånden og kyssede hendes pande. Jeg tog billeder og optog nogle videoer. Bl.a. en, hvor jeg sagde til hende, at nu var det på tide at give slip. At vi var der for hende og at hun ikke skulle være bange. At hun selv skulle tage det sidste skridt.

Så bliver maskinerne slukket. – Nu var hun død. Og så græd vi.

Fem dage senere arrangerer Mads Sebbelov en mindehøjtidelighed for Josephine i Fælledparken i Købehavn. Klokken 6 om morgenen er 200 venner og familiemedlemmer sammen om at se solen stige op for Josephine. Der er musik, mange ord, mange tårer, megen kærlighed.

– Det var den største kærlighedsgave til Josephine og en måde, jeg kunne omsætte min magtesløshed på. Det var noget, jeg kunne gøre for hende.

Josephine blev bisat fra Hellerup Kirke 1. maj.

Mads sender balloner til vejrs ved mindehøjtideligheden i Fælledparken. Foto: Privat