Mads Glæsner var glad, men ikke euforisk, da han kommenterede sit VM-guld i 1500 meter fri ved kortbane-VM i svømning i Istanbul.
- Jo, jeg er selvfølgelig glad, men altså ja. Det går nok først op for mig oppe på medaljeskamlen, når nationalmelodien bliver spillet. Men jeg er glad for et godt mesterskab, siger Mads Glæsner til sporten.tv2.dk.
Danskeren sejrede i tiden 14.30,01 minutter, hvilket var 1,12 sekunder hurtigere end italieneren Gregorio Paltrinieri.
Færingen Pal Joensen sluttede som nummer tre, men han var 6,92 sekunder dårligere end Mads Glæsner.
- Jeg vidste i forhold til italieneren, at jeg havde mere at skyde med til sidst. Hele vejen tænkte jeg: Bare hold dig tæt til ham.
- De sidste 400 meter tænkte jeg, det skal være nu eller aldrig, siger Mads Glæsner.
Danskeren hentede med sejren sin anden medalje ved kortbane-VM, efter at han tidligere på ugen vandt bronze i 400 meter.
Tidligere søndag vandt Rikke Møller Pedersen VM-guld i 200 meter brystsvømning, mens Jeanette Ottesen hentede bronze i 50 meter fri.
VM-stævnet blev en triumf for Danmark, som uventet hentede hele 10 medaljer.
Den oprindelige målsætning lød på to medaljer.
Kvinderne vandt otte medaljer, mens Mads Glæsner stod for de to til herrerne.
/ritzau/