Før sommerferien på HTX havde Mads matematik, hvor han blandt andet arbejdede med lagrancepolynomier og tredimensionelle vektorer.
Efter sommerferien begynder han på grunduddannelsen i levnedsmiddel, hvor han udover madlavning og servering også skal have matematik. Her skal han blandt andet udregne priser og lære om måleenheder i madlavning. Han kan ikke få merit for det, han har haft.
Næste år vil han begynde at læse til skov- og landskabsingeniør. Men lige nu har han en husleje, der skal betales og intet job.
Løsningen er pladsen på levnedsmiddel på en erhvervsskole. Det giver 5.662 kroner før skat i udeboende SU om måneden.
"Det er en del af mit sabbat-år"
Han regner med at gå der tre-fire måneder, til han finder sig et fuldtidsjob.
”Jeg ser sådan på det, at det er en del af mit sabbatår. Min førsteprioritet var at finde et fuldtidsjob, men det virker helt umuligt, og jeg skal jo leve af noget,” siger Mads.
Han rigtige navn er redaktionen bekendt, men han vil ikke stå frem, fordi han så risikerer at blive smidt ud af uddannelsen.
Han har haft arbejde, siden han var 12 år og flyttede hjemmefra som 17-årig. Derefter klarede han sig med tre forskellige job, børnepenge og lidt hjælp fra mor, til han kunne få SU som 18-årig. Men lige nu kan han ikke finde arbejde.
"Man kan godt sige, jeg misbruger systemet"
Hvis der skulle gå over et halvt år, så han når at blive færdig med grundforløbet, vil han gå videre som kok.
”Man kan jo godt sige, at jeg misbruger systemet og snyder ved at gå i gang på levnedsmiddel. Men jeg skal jo betale husleje, og i stedet for det andet pjat med kontanthjælp, så vil jeg hellere lære noget,” siger Mads.
Han fik SU i starten af juni, så i juli stod han uden indtægt. Derfor gik han på kommunen for at undersøge, om han kunne få kontanthjælp.
Men det ville tage en måned, før han kunne få en sagsbehandler og endnu en måned, før han kunne få penge. Hvis han skulle have noget før, skulle han redegøre for alle sine udgifter og vise på skrift fra sin bank, at de ikke ville låne ham noget.
Hellere lån end kontanthjælp
”Det system gør ikke noget godt for dig hverken psykisk eller økonomisk. Det kan jeg mærke. Jeg har også det princip, at jeg hellere vil låne pengene i banken. Jeg synes, for mange udnytter kontanthjælpssystemet,” siger Mads.
Han lånte 5000 i banken til at klare sig, til der kommer SU i august. Pengene betaler han tilbage, når han igen får SU eller finder et arbejde.
Men hvorfor dropper du ikke sabbatåret, når du ikke kan få noget arbejde?
”Jeg havde brug for at trække vejret og nyde livet lidt. Jeg synes, det har været tre hårde år på gymnasiet, og bagefter skal jeg læse næsten syv år i træk, og det vil jeg gerne gøre uden at skulle holde pause undervejs.”
SU til ungdomsuddannelser:
Du kan få SU til flere ungdomsuddannelser, der er godkendt til SU. Det vil sige, at du for eksempel efter en studentereksamen også kan få SU til en erhvervsuddannelse,
SU til videregående uddannelse:
Du har ret til 70 klip, der svarer til seks års studier (fem år og 10 måneder).
Kilde: SU.dk