10 millioner dollar.
Så meget skal det koste verdens måske største popdronning Madonna at udtale sig positivt om homoseksuelles rettigheder, hvis det står til en russisk gruppe af homo-fjendske aktivister.
Fredag fik hun således et sagsanlæg på nakken, efter at hun under en koncert i den russiske by St. Petersborg udtalte, at homoseksuelle skal have lige så mange rettigheder som alle andre.
Iført sort lingeri med ordene "No Fear" (ingen frygt, red.) gik hun på sin egen måde til angreb på en lov vedtaget i byen tilbage i marts, der giver store pengebøder til folk, der spreder homoseksuel "propaganda".
Popstjernen har tidligere langet ud efter loven og kaldt den en "latterlig ugerning".
Men Madonnas koncertoptræden fik altså nu dråben til at flyde over for den homo-fjendske gruppe, der siger, at popdivaen har fornærmet dem og trådt på deres følelser.
- Madonna var blevet advaret om, at hun skulle opføre sig i tråd med loven, og det ignorerede hun. Så nu vil vi tale pengenes sprog, siger Darya Dedova, der er en af de 10 aktivister, som har stævnet sangerinden ved retten i St. Petersborg.
Hvis anti-homo-gruppen vinder sagen, vil pengene gå til forskellige børnehjem i landet, tilføjer hun.
En af søgsmålets andre bagmænd, Alexei Kolotkov, mener, at koncerten vil komme til at forårsage moralsk lidelse i landet.
- Måske er der nogen, der ikke ser sammenhængen, men efter Madonnas optræden er der måske drenge, der bliver bøsser, og piger, der bliver lesbiske, og således vil der blive født færre børn, og det her store land kan ikke forsvare sine grænser, siger han.
Homoseksualitet, der tidligere blev straffet med fængsel i Sovjetunionen, blev afkriminaliseret i Rusland i 1993, men meget af det homoseksuelle samfund forbliver stadig i skabet, da fordomme og modstandere stadig lever i bedste velgående i landet.