Macrons parti stormer frem ved fransk parlamentsvalg

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron forlader sit hjem i den nordfranske by Le Touquet for at stemme ved den første runde i valget til landets nationalforsamling. Hans parti ser ifølge franske valgmålinger ud til at blive det største.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron forlader sit hjem i den nordfranske by Le Touquet for at stemme ved den første runde i valget til landets nationalforsamling. Hans parti ser ifølge franske valgmålinger ud til at blive det største. Foto: Philippe Huguen/AFP

Præsident Emmanuel Macrons nystiftede parti, La République En Marche (LREM), står til at blive det største parti ved den første runde af valget til Frankrigs nationalforsamling.

Partiet ser sammen med sin allierede, centrumpartiet MoDem, ud til at få 32,2 procent af stemmerne. Det viser franske valgstedsmålinger ifølge avisen Le Monde.

En anden måling fra analyseinstituttet Kantar Sofres giver Macrons valgalliance 32,9 procent af stemmerne.

Det svarer til mellem 415-445 pladser i Nationalforsamlingen, hvilket vil give alliancen absolut flertal.

Valgets næststørste parti bliver ifølge målingerne det konservative Republikanerne. Det står til 21 procent af stemmerne.

Front National med Marine Le Pen i spidsen bliver valgets tredjestørste parti med 13,5 procent.

Målingen fra Kantar Sofres giver en massiv vælgerlussing til Socialisterne, der står til 7,8 procent. Andre målinger, der tæller partiets allierede med, forudser et resultat op mod 13 procent.

Der skal vælges 577 medlemmer til Nationalforsamlingen, der er et af de to kamre i det franske parlament.

For at vinde en plads i den franske nationalforsamling ved første runde skal en kandidat have absolut flertal og støtte fra mindst en fjerdedel af de registrerede vælgere.

Hvis det ikke sker, vil alle kandidater, der får over 12,5 procent af stemmerne gå videre til den anden og afgørende runde. Den finder sted 18. juni.

Fremmødet ved valgets første runde ser ifølge AFP ud til at være historisk lavt. Målinger fra det franske indenrigsministerium viser, at valgdeltagelsen kun var på 40,75 procent klokken 17.

Det er et godt stykke under de 48,31 procent, som var mødt op på samme tidspunkt ved sidste parlamentsvalg i 2012.

Macron har været Frankrigs præsident siden starten af maj, hvor han vandt posten foran den EU- og indvandrerkritiske kandidat Marine Le Pen.

Hans parti, La République En Marche, blev stiftet for kun 14 måneder siden og er gået til valg på et budskab om at skabe fornyelse i fransk politik.

Den 39-årige præsident er afhængig af et flertal i Nationalforsamlingen for at kunne gennemføre de reformer af blandt andet det franske arbejdsmarked, som han lovede under valgkampen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.