Macron, Merkel og Guterres retter diskret kritik mod Trump

FRANCE-PARIS PEACE FORUM-DIPLOMACY-POLITICS (Foto: Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix)

FN-chefen trækker linjer til 1930'erne, mens Merkel advarer mod snæversynet nationalisme ved stort fredsmøde.

Emmanuel Macron, Angela Merkel og António Guterres skiftedes til at rette en subtil kritik mod den amerikanske præsident, Donald Trump, da de talte ved søndagens fredskonference i Paris.

Uden at nævne Trump ved navn talte både den franske præsident, den tyske forbundskansler og FN's generalsekretær imod nationalisme og isolationisme.

Merkel advarede mod at være kompromisløs i internationale anliggender og se bort fra de normer, der gælder i det internationale samarbejde.

- Min bekymring er, at snæversynede, nationalistiske synspunkter kan få fodfæste igen, sagde den tyske kansler.

Merkel kritiserede også isolationismen, som ifølge hende "ikke var den rigtige løsning for mere end 100 år siden. Hvordan kan det være den rigtige løsning i dag?"

Fredskonferencen finder sted søndag aften i Paris i forbindelse med markeringen af 100-årsdagen for Første Verdenskrigs afslutning.

Trump deltog i en mindehøjtidelighed tidligere søndag, men ikke i fredskonferencen. Han er en stolt nationalist og har gjort "Amerika Først" til sit politiske slagord.

FN's generalsekretær gik så langt som til at advare om ligheder mellem nutiden og de ustabile og farlige 1930'ere i sin tale.

- Flere elementer i dag har mange paralleller med både begyndelsen af det 20. århundrede og 1930'erne, og det giver os grund til at frygte, at vi kan opleve en uforudsigelig række af begivenheder, sagde Guterres og advarede mod "politisk polarisering".

Macron nævnte i sin åbningstale, at stabiliteten i verden i dag er truet af nationalisme, racisme, antisemitisme og ekstremisme. Dertil kommer udfordringer omkring økonomi, klima og migration.

Han betegnede markeringen af 100-årsdagen i Paris, hvor 84 ledere fra hele verden deltager, som et historisk øjeblik.

- Det, der er vigtigt for fremtiden, er, hvordan dette billede vil blive tolket, sagde Macron ifølge nyhedsbureauet AP.

Som "symbolet på varig fred mellem nationer" eller som "et sidste øjebliks samling, inden verden går mod en ny uorden".

- Det afhænger kun af os, sagde den franske præsident.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP