Macron: Coronavirus er største sundhedskrise i et århundrede

Macron siger i sin tv-tale, at han fredag vil tale med sin amerikanske kollega, Donald Trump, om en fælles indsats fra G7-landene mod corona-pandemien og dens negative konsekvenser. (Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix)

Frankrig lukker alle skoler på ubestemt tid og opfordrer arbejdsgivere til at lade ansatte arbejde hjemme.

Coronavirus er den værste sundhedskrise, Frankrig har stået over for i et århundrede.

Det siger den franske præsident, Emmanuel Macron, torsdag aften i en tale til nationen.

Frankrig lukker alle børnehaver, skoler og universiteter fra mandag i en forsøg på at begrænse smitte med coronavirus, siger præsident Macron torsdag aften. De er lukket på ubestemt tid.

- Vi er kun i begyndelsen af denne epidemi, og overalt i Europa tager den til i fart og styrke, advarer han i en tv-tale.

Macron opfordrer samtidig alle over 70 år eller mennesker med kroniske sygdomme og handicap til at holde sig så meget hjemme som muligt.

Arbejdsgivere må ligeledes lade deres medarbejdere arbejde hjemmefra, lyder et af de franske tiltag.

Han lover en større hjælpepakke til de virksomheder, der er alvorligt ramt af konsekvenserne af virusudbruddet.

Tiltagene minder om dem, som den danske statsminister, Mette Frederiksen, præsenterede onsdag.

I Frankrig vil staten betale løn til de mennesker, der er blevet tvunget til at holde op med at arbejde på grund af virusudbruddet.

Macron siger ligeledes, at han vil lade det franske kommunalvalg finde sted som planlagt søndag. Der har ellers været forlydender i fransk presse om, at det kunne blive udskudt.

Macron siger samtidig, at han fredag vil tale med sin amerikanske kollega, Donald Trump, om en fælles indsats fra G7-landene mod corona-pandemien og dens negative konsekvenser.

På europæisk plan er der ikke gjort nok fra Den Europæiske Centralbanks side for at støtte økonomien, siger Macron.

Han opfordrer til, at de europæiske lande handler i fællesskab for at afbøde de økonomiske slagsider - "uanset hvad det koster".

- Vi europæere vil ikke lade en finanskrise og økonomisk krise få fodfæste, siger han.

- Europa skal reagere på organiseret og omfattende vis for at beskytte sit erhvervsliv, siger Macron ifølge nyhedsbureauet dpa.

Frankrig har foreløbig konstateret 2876 smittetilfælde. Af dem er 61 patienter døde.

/ritzau/Reuters