Han var OL's tredjebedste målskytte og blev udtaget til All Star-holdet, men ved håndbold-VM skal Lasse Svan igen vænne sig til en lidt mindre fremtrædende plads i rampelyset.
Hvor han i Rio var eneste danske højrefløj, har han i Frankrig atter selskab af sin mangeårige kollega og konkurrent Hans Lindberg, som efter en reservetjans ved OL er tilbage som fuldgyldigt medlem af truppen.
At dømme ud fra testkampene har landstræner Gudmundur Gudmundsson tænkt sig at fordele spilletiden jævnt mellem sine to fløjprofiler, så Lasse Svan er begyndt at indstille sig på kun at spille en halvleg.
- Vi ved jo, hvordan landet ligger. Da vi havde Ulrik Wilbek, var det Hans, der startede kampene, og mig der sluttede dem. Nu er det omvendt.
- Det er sådan set den eneste forskel. Det er ikke noget, der irriterer os, siger Lasse Svan.
- Vi forholder os til situationen. Så nytter det ikke noget at tænke: "Åh, jeg ville gerne have spillet hele kampen". Man har 30 minutter til at brænde alt krudtet af, og man behøver ikke at spare på noget, forklarer han.
Han scorede 49 mål på vejen mod OL-triumfen og blev dermed kun overgået af Polens Karol Bielecki og holdkammeraten Mikkel Hansen.
Så mange scoringer bliver det næppe til ved VM, hvor Svan altså skal regne med at blive deltidsarbejder. For det danske hold er det imidlertid en fordel, at der er to spillere til at trække læsset.
- Hvis en af os ikke slår til, så er der en anden spiller med høj kvalitet. Det er dejligt at have den sikkerhed.
- Dette er min 11. slutrunde, og i ti af dem har Hans og jeg spillet sammen. Det har fungeret utrolig godt, og det er næsten aldrig sket, at vi har haft en dårlig dag samtidig, siger Lasse Svan.
Han spiller sin landskamp nummer 172, når Danmark fredag aften åbner VM mod Argentina.
/ritzau/