Målløs ekspert: Unge druk-spiller sig til coronavirus

Corona
Drukspillet beer-pong er populært blandt unge. Nu fortæller en læge fra Rigshospitalet, at det er skylde i flere tilfælde af smittede med corona. (Foto: Scanpix)

Flere patienter på Rigshospitalet har fået coronavirus af at spille et populært drukspil.

Det storhitter til fredagsbarer og fester hjemme i privaten.

Men i disse tider er der mere end blot tømmermænd på spil, hvis man spiller det populære drikkespil beer-pong, også kendt som øl-pong.

På Rigshospitalet i København har man modtaget patienter, der sandsynligvis er blevet smittet med coronavirus efter at have deltaget i arrangementer, hvor de har spillet beer-pong.

Det fortæller Jens Lundgren, der er professor på Infektionsmedicinsk Afdeling på Rigshospitalet til TV2Lorry.

Han forklarer, at de smittede er unge, som har haft bordtennisbolde i munden under drikkelegen.

- Som jeg har forstået det, så er spillet foregået ved, at de har holdt en bordtennis i munden og spyttet den ud for at forsøge at ramme et plastiskkrus med øl. Hvis det lykkedes at ramme, skulle modstanderen drikke øllen, siger Jens Lundgren.

Set i lyset af sundhedsmyndighedernes råd og anbefalinger til, hvordan man undgår at smitte med coronavirus, er Jens Lundgren noget forarget over, at de unge ikke passer på sig selv og hinanden.

- Nu må folk simpelthen lige hanke op i dem selv. Vi prøver at få styr på fornuften her i landet, og man må sige, at det her er topmålet af tankeløshed. Man skal tænke sig om, siger han.

Aktuelt er 827 personer bekræftet smittet med coronavirus i Danmark ud af i alt 4446 personer, der er testet for virussen.

Jens Lundgren fortæller, at man på Rigshospitalets infektionsmedicinske afdeling lige nu er ved at forberede sig på et stigende antal indlæggelser over den kommende tid.

- Vi regner med, at det kommer til at ske til april. Jeg håber, at alle har forstået, at det her en alvorlig situation. Hvis ikke er man godt nok tonedøv, siger han.