Mens Dansk Folkeparti i det politiske landskab står isoleret med sit ja til genindførslen af grænsekontrol, er stemningen anderledes positiv i befolkningen.
44 procent af danskerne mener, at grænsebommene skal op at stå igen. Lige så mange siger nej, mens 13 procent endnu ikke har taget stilling. Det viser en måling, som YouGov har foretaget for metroxpress.
Følg Avisen.dk på Facebook - klik her og bliv ven med os nu
Dansk Folkepartis spidskandidat til EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, er glad for den folkelige opbakning:
- Det bekræfter, at befolkningen er med os, og det er et kæmpe rygstød så tæt på EU-valget. For mig er grænsekontrol lige så vigtigt som at låse døren derhjemme, når man går i seng. Det er især vigtigt i forhold til de mange kriminelle, der kommer over grænsen.
Ligesom Messerschmidt mener en lille overvægt af danskerne, at kriminaliteten vil dale med en grænsekontrol.
Det er der dog ingen dokumentation for, fastslår EU-ekspert Marlene Wind.
- Al forskning viser, at det er samarbejde over grænserne, der virker. Gerne med stikprøvekontroller og razziaer, men systematisk kontrol har ingen dokumenteret virkning mod kriminalitet,"siger hun til metroxpress.
Det er venstres EU-spidskandidat, Ulla Tørnæs, helt enig i.
- En grænsebom vil genere en masse lovlydige borgere og er ikke den rette vej at gå. Vi tror i stedet på en efterretningsbaseret toldkontrol og moderne metoder som for eksempel nummerpladescannere, siger hun til metroxpress.
Hvad mener du? Skriv din kommentar i debatten her: