Lyngby kom søndag tilbage på rette spor, da oprykkerholdet slog OB 2-1 i Odense.
David Nielsens mandskab har været igennem et par hårde uger, hvor det både er blevet til pokalexit samt et hjemmenederlag på 0-2 til Randers FC i Alka Superligaen.
- Den reaktion, som spillerne har vist, er fantastisk. Det er stærkt, at vi kan vise det her, når vi har mest brug for det, siger David Nielsen.
Søndagens sejr betyder, at Lyngby er placeret sikkert i top-seks, men det ændrer ikke klubbens målsætning.
- Vores mål er at overleve i Alka Superligaen. Vi kan overleve ved at komme i top-seks og vi kan overleve ved at vinde en playoff-kamp på sidste spilledag - det er fuldstændig ligegyldigt, siger Lyngby-træneren.
Gæsterne kom hurtigt foran mod OB, efter at Jeppe Kjær opsnappede en for kort tilbagelægning, og alene igennem kunne han gøre det til 1-0. Derefter var OB mest på bolden, men det havde Lyngby det fint med.
- De kom lidt for nemt igennem os i første halvleg, men ellers synes jeg, at vi havde godt styr på dem.
- Vi lod dem komme bredt, så de kunne slå indlæg, og det vil vi jo gerne. Det var en del af vores gameplan, siger David Nielsen.
OB var bedst fra anden halvlegs start og fik også udlignet ved Jóan Edmundsson. Men derefter viste de kongeblå gæster god moral og fik presset OB tilbage på banen.
Så meget at Jeppe Kjær kunne prikke en løs bold i feltet ind til sin fjerde scoring mod OB i denne sæson.
- Efter de scorede og fik 1-1, var vi det klart bedste hold. Vi var aggressive, vi angreb og skabte flere målchancer. Vi løb dem i sænk i anden halvleg, mener Lyngby-træneren.
David Nielsen startede med Kjær på toppen, og det var der en god grund til.
- Vi ville gerne have Jeppe Kjær på banen til at tage de omstillinger, der ville komme, for OB er et hold med stor afstand mellem deres spillere, når de angriber, siger han.
/ritzau/