De er for dyre, og de er for langsomme.
Sådan lyder krikken af de såkaldte undersøgelseskommissioner, som har kulegravet alt fra Farum-skandalen over Politiets Efterretningstjeneste til den færøske banksag.
Nu melder Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), sig i koret af kritikere. Den rutinerede toppolitiker lægger samtidigt op til, at man finder en mere effektiv måde at optrævle og undersøge omdiskuterede politiske sager.
- Jeg synes - som mange andre - at det er mange penge, vi bruger på kommissionerne, men også, at konklusionerne kommer så sent, at de har mistet enhver interesse, siger han til Berlingske.
- Vi bør overveje noget, der er mindre økonomisk krævende og mindre tidskrævende. Den diskussion vil jeg tage med gruppeformændene i januar. Vi er nødt til at have et undersøgelsesinstrument, men vi bør overveje, om det er det rigtige, tilføjer han.
Lykketoft peger både på Farum- og PET-kommissionen som eksempler og stiller spørgsmålstegn ved, hvad man kunne bruge dem til. De tog begge omkring 10 år og kostede henholdsvis 61 millioner kroner og 77,5 millioner kroner, ifølge Berlingske.
Avisen skriver, at der i øjeblikket er nedsat en stribe undersøgelseskommissioner: Blekingegadekommissionen, statsløsekommissionen, skattesagskommissionen samt Irak- og Afghanistan-kommissionen.
De borgerlige partier på Christiansborg mener ikke, at resultaterne i de mange undersøgelseskommissioner står mål med udgifterne.
/ritzau/