Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), kommer ikke til at savne det lobbyregister, som et flertal i Folketingets udvalg for Forretningsordenen onsdag valgte at droppe til fordel for en individuel ordning for folketingsmedlemmerne.
Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten har ellers kritiseret, at lobbyregistret, der skal sikre åbenhed om lobbyisters påvirkning af politikerne, bliver droppet efter få ugers prøveperiode.
Ifølge Mogens Lykketoft er udformningen af forsøgsordningen med registret dog blevet mødt med kritik fra nogle af de folketingsmedlemmer, som har været mest aktive for at få indført registret.
- For det andet har vi konstateret, at det kun er 18 folketingspolitikere, der har indleveret oplysninger, og de har været af meget ujævn karakter.
- Nogle af dem kan ikke siges at være i overensstemmelse med de retningslinjer, vi har lavet, og så vil vi hellere sige, at folk selv kan lave en lobbyregistrering, siger Mogens Lykketoft.
I stedet for registret indføres der en individuel ordning, hvor medlemmer, der vil aflevere oplysninger om lobbykontakter, selv kan gøre det.
Ifølge Mogens Lykketoft skabte det fælles lobbyregister problemer for Folketingets administration, som måtte gå ind og rette i eller bede om rettelser til de oplysninger, som medlemmerne sendte til lobbyregistret.
- Jeg har aldrig været overbevist om, at et lobbyregister er den rigtige vej at gå, heller ikke selv om den bliver obligatorisk. Jeg tror ikke, at det vil give noget særligt dækkende billede af det, man gerne vil have belyst, siger Mogens Lykketoft og fortsætter:
- Det er måske meget mere interessant at kende de konkrete pengestrømme mellem partier og individuelle folketingsmedlemmer på den ene side og virksomheder og fagforeninger på den anden side. Og det er der jo ikke noget af i den her registrering overhovedet.
Men OECD anbefaler medlemslandene at oprette lobbyregistre, og EU og USA har gjort det. Bør vi ikke også have det i Folketinget?
- Det er meget muligt, men det, vi har kunnet blive enige om af frivillig registrering i Folketinget, har ført til mere kritik og problemer, end der har været bidrag til at opfylde hensigterne med tiltaget.
- Sagen er selvfølgelig ikke endeligt parkeret her, men nu laver vi i første omgang noget, som det enkelte medlem fuldt har ansvar for, siger Mogens Lykketoft.
/ritzau/