Lykkelig EM-debutant nyder landstrænerens tillid

Sport
EM i kvindehåndbold 2018 (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Mie Højlund viste sine kvaliteter, da hun efter to års tilløb endelig fik slutrundedebut.

Der har været store forventninger til Mie Højlund i årevis, og første gang håndboldspilleren fra Odense stod på den største scene, gav hun en forklaring på hvorfor.

Det var hende, der holdt det danske landshold inde i kampen, da det kneb i første halvleg af EM-premieren mod Sverige.

Det var hende, der gav angrebsspillet den fart, der har været savnet, og landstræner Klavs Bruun Jørgensen kvitterede med masser af spilletid undervejs i kampen, som Danmark vandt 30-29.

Mere end 26 minutter på banen blev det til for Højlund, og det er meget for en spiller, der primært optræder i angrebet.

- Klavs har hele tiden givet udtryk for, at når jeg får chancen, skal jeg bare klø på. Det er jeg virkelig glad for. Jeg er overrasket over, at jeg fik så meget spilletid, men det er jeg selvfølgelig kun glad for.

- Det giver enormt meget selvtillid, at jeg kunne komme ind og give noget til holdet, siger Mie Højlund.

Hun skulle have været med til slutrunderne i både 2016 og 2017, men måtte af forskellige årsager melde fra. Denne gang er hun altså med, og hun lod sig ikke genere af de nerver, der naturligt nok indfandt sig.

- Da jeg sad og hørte musik i bussen på vej til hallen, var jeg noget nervøs, og det rumlede lidt i maven. Men da jeg først kom ind i hallen og fik mærket bolden og stemningen, så mærkede jeg ikke noget, siger Mie Højlund.

Den 21-årige bagspiller scorede fire mål og havde en hånd med i adskillige gode angreb. Sammen med holdkammeraterne skal hun på banen igen søndag, hvor Danmark møder Polen.

/ritzau/