Er du ikke lige til gældsbreve og terminsbetalinger og har det bedst med, at kunne klage til udlejer? Og samtidig ønsker herlighedsværdi og luksus, så skal du regne med at skulle hive mange penge op af lommen.
Rigtig mange.
Især, hvis dine boligønsker drejer mod området nord for København.
Du slipper i hvert fald ikke billigt - medmindre du er parat til at gå på kompromis med antallet af kvadratmeter, beliggenhed eller måske til at dele toilet og køkken.
Er det eksempelvis de 392 kvadratmeter i Danmarks dyreste lejebolig, der trækker, skal der lægges godt 1,17 millioner kroner om året, skriver Boliga, der har trukket data ud fra lejeboligsiden Lejnu.dk.
Det svarer til 98.000 kroner hver måned, men så får du også en adresse fyldt med liebhaver-detaljer som egen svømmepøl, to køkkener og flere badeværelser med kar.
De fem dyreste lejeboliger ligger i Nordsjællands mest eksklusive områder og de er spækket med liebhaveri og luksus-detaljer. Men er de nu også landets lækreste lejeboliger? Bedøm selv:
5. Få 11 værelser i Skovshoved til 55.000 kroner om måneden.
Skal du bruge otte soveværelser, fem badeværelser og en kælder med au pair-afdeling?
Så er det muligvis denne villa, der er udbudt til leje i Charlottenlund-området Skovshoved, du leder efter. Det er nemlig nogle af de features denne 515 kvadratmeter store villa rummer.
4. Varmeskuffe, vinkælder og walk in-closet til 55.000 kroner om måneden.
Her er der udover varmeskuffe, quooker og vinkælder, walk in-closet og spa med plads til syv personer.
Hvis det lyder som noget for dig, så skal du være villig til at betale i alt 660.000 kroner om året for at have adresse ved Ordrup Mose i Charlottenlund.
Huset breder sig over 388 kvadratmeter fordelt på syv værelser. Oveni kommer et anneks indrettet med motionsrum.
3. Få en spisestue til 30 personer for 60.000 kroner om måneden.
Boligpriserne stiger og stiger i Københavns nordlige forstad Kgs. Lyngby. Har kan du leje en villa med ikke færre end ti værelser.
Foto: Housing Denmark
Boligen er til gengæld også på i alt 600 kvadratmeter og har blandt andet en spisestue med plads til 30 personer. Dertil kommer et soveværelse til barnepigen og en kælder på 150 kvadratmeter.
2. Køkken med glasgulv: Pris: 69.000 kroner om måneden.
I denne ejendom er der i høj grad tænkt på wow-effekten. Der er nemlig glasgulv i køkkenet, så man kan nyde synet af sine flasker i vinkælderen, mens man står svinger potter og pander.
Foto: Housing Denmark
Boligen er på 600 kvadratmeter plus et anneks og en garage. Og så er der direkte adgang til egen badebro og Øresund fra grunden, der ligger i Skodsborg nord for København.
1. Danmarks dyreste: 98.000 kroner om måneden.
Der skal hives allerflest penge op ad lommen, hvis du vil bebo den danske adresse, der har den højeste månedlige leje-ydelse.
Villaen, som er tegnet af arkitekt Lars Gitz, breder sig over små 400 kvadratmeter og ligger på Øregårds Allé, der er en af Gentoftes absolut dyreste adresser.
Foto: Ivan Eltoft Nielsen
Med i den månedlige ydelse følger en 15 meter lang pool med tilhørende poolhus og en dobbelt garage.