Den livstidsdømte Marcel Lychau Hansen - bedre kendt som Amagermanden - er blevet flyttet til Danmarks mest moderne og sikrede fængsel, Statsfængslet Østjylland ved Horsens.
Det skriver Ekstra Bladet.
Amagermanden blev mandag flyttet til det østjyske fængsel efter knap en måned i Anstalten ved Herstedvester, der ellers er kendt for at huse landets farligste mordere, pædofile og voldtægtsmænd.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skyldes flytningen, at man har frygtet, at Amagermanden ville flygte, når han fik den mindste chance.
- Jeg har ingen kommentarer. Men generelt er det sådan, at hvis man ikke benytter sig af de tilbud, vi har til de indsatte, så kan man ligeså godt sidde et andet sted, siger inspektør Hans Jørgen Engbo.
Han henviser til terapi, psykologer og psykiatrisk bistand. Alt sammen noget, som Marcel Lychau Hansen blankt har afvist.
Men de få uger er usædvanligt lidt tid at give ham til at falde til i de terapeutiske rammer, og grunden til flytningen skal ifølge Ekstra Bladet ikke kun findes der.
Anstalten ved Herstedvester er netop nu ved at få bygget et nyt hegn og har meget trafik til og fra byggepladsen. Derfor har man vurderet, at det var for farligt at have en mand så desperat som Amagermanden rendende.
Marcel Lychau Hansens forsvarer raser over flytningen, som heller ikke han har fået oplyst årsagen til:
- Det er ikke så betryggende, at de ikke giver en konkret begrundelse, siger forsvarsadvokaten til Ekstra Bladet.
Marcel Lychau Hansen fik i december sidste år en livstidsdom for to drab og seks voldtægter.
Allerede i 1987 begik Hansen et drab, da han hjalp til med en flytteforretning. En 73-årig kvinde i Valby blev stranguleret i sit hjem.
Først da han i 2010 blev anholdt og sigtet for voldtægter på Amager, blev det muligt for politiet at koble ham til den gamle forbrydelse.
Desuden er den 46-årige fundet skyldig i at have dræbt en kvindelig lærer, som han i 1990 overfaldt og kværkede i Fasanskoven på Amager.
Dertil kommer flere voldtægtsforbrydelser. Den seneste skete i september 2010, da han voldtog en pige på 17 år nær en kolonihaveforening på Amager.
I 2005 voldtog han en kvinde på Amagerkollegiet, og i 1995 gik det ud over to piger og en kvinde i en villa på Ingolfs Allé på Amager.