Et lille bip fra Lotto-forhandlerens terminal er bogstaveligt talt blevet startskuddet til et helt nyt liv for en mand i 50’erne.
Han blev forleden millionær, da han med fire andre skulle dele puljen på seks millioner kroner. Manden scorede således 1.500.000 kroner.
- Det er stadig helt underligt for mig. Og svært at forstå, siger den heldige til Danske Spil.
Manden har de senere år kæmpet med efterveerne efter en blodprop, hvilket har invalideret ham på flere områder. Blandt andet går han meget dårligt og må transportere sig selv rundt på en handicapscooter.
- Min krop var slidt i forvejen på grund af et arbejdsliv med hårdt fysisk arbejde. Og efter blodproppen har det været rigtig hårdt og svært at komme tilbage til en nogenlunde tålelig hverdag, fortæller manden.
Han har derfor besluttet, at pengene skal gå til at få det bedre i sin krop.
- Jeg satte mig simpelthen ned og lavede en plan for min fremtidige førlighed. Jeg har købt et ophold på Vejlefjord Rehabiliteringscenter, hvor jeg igennem flere uger skal genoptrænes osv.
- Min drøm er at komme til at gå bedre, og at min ene arm kan bruges lidt mere. Jeg burde jo have mange gode år i mig endnu.
Derudover har vinderen en ganske særlig drøm og et klart mål med at blive mere mobil.
- Jeg har af gode grunde ikke været ude at rejse i mange år. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig at komme til igen.
- Jeg har set "Ringenes Herre" en del gange efterhånden, så jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme til New Zealand og flyve ud over landskabet i helikopter. Det må være det smukkeste og vildeste syn, fortæller vinderen og tilføjer, at han vil invitere sin søn med på rejsen.
- Men det ved han ikke endnu, siger manden til Danske Spil.
Resten af pengene skal gå til pension og så vil han købe en scooter med kabine, så hans transport fremover bliver mere komfortabel.