Du kender det: Lige når kampen er allermest spændende, melder tissetrangen sig uværgeligt, og så går du glip af et mål.
Surt! Men ved EM 2008 er problemet løst i form af en tysk opfindelse, som gør, at fodboldfans kan lette trykket uden at forlade deres plads på tribunen eller foran storskærmen: ’Roadbag’ er en lille pose, som ved hjælp af krystaller omdanner urin til blød gele, der kan smides i skraldespanden.
Opfindelsen er oprindeligt beregnet til bilister, men Eva Maria Tinter fra firmaet, der står bag, mener sagtens, at den kan bruges af fodboldfans.
»Mænd har fortalt mig, at når man står tæt, kan man godt klare det, uden at nogen ser det, hvis man bare lige holder jakken for. Og nej, der forekommer helt sikkert ikke ’tilbageplask’. For urinen bliver optaget af krystallerne øjeblikkeligt,« lover hun – også selvom der er meget af den.
»Den kan klare helt op til 900 ml. Den blev testet til Fars Dag, som er en dag, hvor mænd går ud og bæller masser af øl, og der holdt den. Vi har solgt 50-60.000 og ikke fået nogen klager over det,« betoner hun.
Hun indrømmer, at firmaet ikke har tænkt på, om posen kan bruges kasteskyts på stadion.
»Næh, men den er jo ikke hård, for det bliver til gele, som bliver ved med at være blød. Jeg lover dig, at den ikke kan forårsage dødelige skader. Man kan allerhøjst blive groft forulempet,« siger hun.
Skeptisk fan
Det lyder alt sammen meget godt, men Ronni Abergel, formanden for Danske Fodbold Fanklubber er nu ikke videre begejstret.
»Jeg tror bare jeg klemmer min spændemuskel lidt sammen dernede frem for at stå at tage sjoveren frem midt på langsiden. Det har jeg ikke lyst til. Og forestil dig, at man står der og er ved at gøre ned i flasken, og der bliver scoret. Hvad gør du så? Så smider du hænderne i vejret, og hvad har du i hænderne: Den der flaske. Og din sjover,« siger han og lyder mere end skeptisk.
Efter en kort tænkepause kan Ronni Abergel dog se én umiddelbar fordel.
»Holder den varmen? Til de der Royal League-kampe om vinteren havde det da været fint med sådan en varmepude i lommen... Men nej, jeg vil ikke bryde mig om, at jeg vender mig om for at tage min fadøl, som jeg typisk stiller på min stol – jeg står jo op – og så står der en mand med sin tissemand fremme lige op i hovedet på mig. Det har jeg ikke lyst til,« konkluderer han.