Lokoføreren Henrik stemte nej til OK18: Frygter forringede pause-regler

Lokomotivfører Henrik Søborg Andersen arbejder ved Odsherredbanen og Tølløsebanen på Sjælland. (Foto: Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix/arkiv/privatfoto)

'Vores job er psykisk anstrengende. Vi skal være 100 procent 'på', når vi sidder i toget,' siger lokomotivfører, der stemte nej til ny overenskomst, fordi aftalen ikke indeholdt bedre pauseregler. Konflikt på landets lokalbaner truer fra midnat søndag.

Lokomotivfører Henrik Søborg Andersen var ikke i tvivl, da han skulle stemme om den nye overenskomst. Det blev et nej.

Et nej, fordi aftalen mellem Dansk Jernbaneforbund og Kommunernes Landsforening (KL) ikke indeholdt nye arbejdstidsregler, som han mener, at der er brug for. Sammen med kollegerne ansat ved lokalbanerne stemte han overenskomsten ned.

Kommer en ny aftale ikke på plads, kan en konflikt fra mandag den 11. juni lamme store dele af togdriften på de lokale baner i Nordjylland, på Sjælland, Lolland og Falster.

Se, hvilke lokalbaner der kan blive berørt af konflikt

 - Hos os er det ikke så slemt, men andre steder ligger pausen enten i begyndelsen eller i slutningen af vagten. Det er vigtigt, at vi får sat en stopper for det, siger Henrik Søborg Andersen, der selv kører på Odsherredbanen og Tølløsebanen. 

Torsdag blev forhandlingerne mellem Dansk Jernbaneforbund og Kommunernes Landsforening genoptaget. Forud for de nye drøftelser sagde forbundformand, Henrik Horup, til Avisen.dk, at det var nødvendigt, at der kom 'nye ting' på bordet, hvis et forlig skulle på plads. 85 procent af de medlemmer af Jernbaneforbundet, der deltog i afstemningen om overenskomsten, vendte tommelen nedad.

Selv om Henrik Søborg Andersen synes, at pauserne i dag er placeret fornuftigt på hans arbejdsplads, er han bekymret for, at de kan blive forringet. Det var derfor, han valgte at stemme nej.

- Vores job er psykisk anstrengende. Vi skal være 100 procent 'på', når vi sidder i toget. Det er ikke noget med at tøffe afsted med lav hastighed. På nogle strækninger kører vi 120 kilometer i timen, siger Henrik Søborg Andersen, der har godt 11 års erfaring som lokomotivfører.

- Pauserne er nødvendige, så vi kan restituere, men vi bruger faktisk en del af tiden på at svare på spørgsmål fra passagerer og med at gå fra toget til pauselokalet, pointerer Søborg Henrik Andersen.

Han håber, at forhandlerne bliver enige, så de varslede strejker blandt lokomotivførerne og arbejdsgivernes lockout af togførerne ikke bliver til virkelighed.

-Jeg får allerede nu spørgsmål fra passagerer om, hvad der sker på mandag. Det er jo passagererne, der bliver gidsler, hvis der bliver konflikt, siger Henrik Søborg Andersen.

Overenskomsten på lokalbanerne omfatter 342 medlemmer af Dansk Jernbaneforbund. Der er varslet konflikt for cirka 180 af dem. De fleste er lokomotivførere udtaget til strejke, mens 12 er togførere, som vil blive lockoutet af KL.  

Forud for torsdagens forhandlinger erklærede direktør ved Nordjyske Jernbaner, Peter Hvilshøj, at han håbede at lande en aftale, så passagerne ikke vil blive belastet af en konflikt.

Læs Avisen.dk’s dækning af OK18