To tidligere ansatte går nu rettens vej for at få penge ud af Daniel Goldschmidt, som er arving til ejendomsmatadoren Mikael Goldschmidts milliard-formue.
De to ansatte har begæret hans it-firma Confero i Aabenraa konkurs, og har siden marts forsøgt at få udbetalt deres resterende løn, skriver Berlingske Business.
Ifølge Berlingske Business fremgår det af retsdokumenter, at milliardærsønnen skylder de to ansatte løn for marts, april og maj.
Men det benægter Daniel Goldschmidt og forklarer til erhvervsmediet, at han var ude at rejse i marts, og det der gik galt med lønudbetalingen:
- Men de ansatte har naturligvis fået løn for marts, april og maj. Men det gjorde åbenbart, at de så et vindue, hvor de kunne sige, at nu havde de pludselig sagt op og gået hjem. Siden har det været umuligt at få fat på dem, siger Daniel Goldschmidt til Berlingske Business.
Flere krav om løn
Når retssagen begynder fredag i Sønderborg vil Conferos tidligere ejer og direktør, Henrik Andersen, deltage i retssagen.
Confero skylder tilsyneladende Henrik Andersen løn, der svarer til samme periode som de to ansattes plus løn for tre måneders opsigelse. Hans advokat oplyser, at det drejer sig om 187.000 kroner.
Tilbudt at købe Confero
At der siden marts har været uro i Confero, viser en mailkorrespondance mellem Daniel Goldschmidt og Henrik Andersen. Her fremgår det ifølge Berlingske Business, at Henrik Andersen blandt andet gør krav på at få sin løn, mens Daniel Goldschmidt tilbyder Henrik Andersen at købe Confero tilbage "for en god pris".
Det afslog Henrik Andersen.
I fars bestyrelse
Daniel Goldschmidt sidder i bestyrelsen i M. Goldschmidt Holding A/S, som blandt andet ejer Imerco Holding.
M. Goldschmidt Holding A/S skriver blandt andet i sin vision, at holdingselskabets "forretningsfilosofi er symboliseret i koncernens logo med Titanen, der har styrken, viljen og evnen til at bære himmelhvælvingen på sine skuldre".