Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var tavs, da han fredag aften deltog i Venstres hovedbestyrelsesmøde på hotel Crowne Plaza på Amager.
Det skriver Ekstra Bladet, der foran hotellet forsøgte at få svar fra Løkke om, hvorfor han i sin tid sagde ja til at bo gratis i kvotekongen John-Anker Hametners sommerhus. Avisens stræben efter at få svar på spørgsmålet var dog forgæves. Løkke var alt andet end snakkesaglig fredag aften.
Til Ekstra Bladet sagde statsministeren følgende, da avisen fangede ham foran indgangsdørene til hotellet og ville have en kommentar til sagen.
- Jeg tager ikke spørgsmål lige nu. Jeg står og ryger og holder en pause.
Lars Løkke fik i forbindelse med sin 50-års fødselsdag i 2014 et gavekort fra storfisker John-Anker Hametner på et ophold i hans sommerhus i Skagen.
Først i sommeren 2016 benyttede Løkke sig af det, og det har siden affødt en del kritik. Senest har partikolleger i Venstre rystet på hovedet over hans dømmekraft.
I Ekstra Bladet lørdag udtaler et anonymt medlem fra Venstres folketingsgruppe sig til avisen:
- Det er torskedumt, og han burde have sagt nej, siger et medlem af Venstres Folketingsgruppe, der ønsker at være anonym af frygt for repressalier fra V-formanden.
Sagen om kvotekongerne og deres magt over fiskeriet i forhold til de små fiskere nåede sit politiske klimaks, da tidligere fiskeriminister Esben Lunde Larsen (V) i august måtte give afkald på sit ressortområde til Karen Ellemann (V).