Løkke: Vi vil gøre alt for at undgå katastrofe, som hårdt brexit vil være

Hvis briterne ønsker mere tid til at forberede farvel, må de forklare, hvad de vil bruge tiden på, lyder det.

Juraen omkring det britiske farvel til EU er skruet sådan sammen, at datoen for skilsmissen kan udskydes. Men det skal i så fald ske på britisk initiativ.

Det forklarer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter at den britiske avis The Guardian har berettet, at EU skulle være klart til at udskyde datoen for brexit til juli.

Løkke advarer dog mod at spekulere i, hvad der skal ske, hvis det britiske underhus ved en afstemning tirsdag forkaster den skilsmisseaftale, som premierminister Theresa May har forhandlet på plads.

- Jeg og alle mine kolleger vil gøre det yderste for at undgå, at det her ender i den katastrofe, som et "hard brexit" vil være, siger Løkke, der mandag deltager i en konference hos Tænketanken Europa.

- Hvis man skal undgå et "hard brexit" ved udgangen af marts, vil det nemmeste være at godkende aftalen. Men ellers er det Storbritannien, der skal sige, at de har brug for mere tid.

- Så skulle det i givet fald være, fordi Storbritannien kunne sige, hvad den mere tid skal bruges til.

Løkke efterlyser, at de britiske politikere arbejder bedre sammen om, hvad der skal sættes i stedet for Mays skilsmisseaftale, hvis ikke den godkendes.

May har selv afvist alle spekulationer om, at brexit skal udsættes. Storbritannien forlader EU 29. marts, fastslår hun mandag.

/ritzau/