Stop eller jeg udskriver valg! Det var statsminister Lars Løkke Rasmussens ord til sin konservative regeringskollega Lene Espersen.
Løkke "ville hellere dø kæmpende for sagen end slides op af intern uenighed", citerer pol.dk regeringskilder for at sige.
Udbruddet kom i januar, og årsagen skyldes utilfredshed med Lene Espersens kamp mod efterlønnen, en kamp der ikke just var afstemt med regeringspartneren Venstre.
Den konservative leder nægtede at indstille beskydningen af efterlønsordningen og gentog sit ønske om at afskaffe den flere gange på trods modstand fra Venstre. Og så var det, Løkke til sidst fortalte Espersen, at hvis regeringen skulle bestå, skulle hun holde op.
Meningsmålingerne har ikke just været med VKO-flertallet det sidste stykke tid. En megafonmåling i sidste uge gav blot de tre partier 47,4 procents tilslutning - det er det dårligste siden 2004.
Som en anonym kilde i regeringen siger det til pol.dk
"Med alle de sager, der har været, er det utroligt, at VKO fortsat holder nogenlunde trit med oppositionen."