Løkke til Trump: Giv os mere tid

Trumps kritik af Nato-landenes forsvarsbudgetter er forstået. Nu må landene have ro, lyder det fra Løkke.
Lars Løkke Rasmussen påpegede torsdag over for Donald Trump, at Nato-landene har forstået hans budskab om, at de skal bruge flere penge på forsvar. Nu må landene have ro til at arbejde, lød det fra statsministeren.
Lars Løkke Rasmussen påpegede torsdag over for Donald Trump, at Nato-landene har forstået hans budskab om, at de skal bruge flere penge på forsvar. Nu må landene have ro til at arbejde, lød det fra statsministeren. Foto: Emmanuel Dunand/AFP

Lars Løkke Rasmussen (V) påpegede over for den amerikanske præsident Donald Trump, at Nato-landene har brug for arbejdsro for at kunne leve op til ønsket om at øge forsvarsbudgetterne.

Det siger statsministeren efter afslutningen på Nato-topmødet torsdag.

- Jeg sagde til ham på mødet derinde, at "dit budskab er kommet igennem højt og klart". Nu er det også lidt vigtigt, at vi faktisk får lov at levere på det, vi har lovet hinanden i Wales, siger Løkke.

Forinden mødet holdt den amerikanske præsident en kritisk tale til Nato-lederne, hvor han talte dunder for, at de øvrige lande skal betale en langt større del af regningen i Nato.

Et budskab han gentog under mødet med Nato-lederne.

- Jeg oplever en amerikansk præsident, som er committet til Nato, men som også gør det meget klart, at der skal leveres mere fra de europæiske allierede.

- Trump siger det på sin måde, det må man sige, at han gør. Men han siger for så vidt ikke noget nyt. Han siger det samme som Obama sagde i Warszawa sidste år, og det er jo et udtryk for, at vi har lavet en aftale, siger Løkke.

Han henviser til den hensigtserklæring, som Nato-landene vedtog på et topmøde i Wales i 2014. Her lovede de hinanden at arbejde hen mod at bruge to procent af landenes bruttonationalprodukt på forsvar.

Et målsætning som Danmark lige nu er langt fra at kunne indfri.

Til trods for de kritiske indlæg fra Donald Trump, lyder det fra statsministeren, at det var god stemning under mødet med direkte og præcise indlæg.

Forinden var forventningen at Donald Trump ville bekræfte Nato-pagtens artikel fem, den såkaldte musketered, der er central for samarbejdet i Nato.

Men den formulering lød ikke direkte fra præsidenten. Alligevel er statsministeren ikke i tvivl om, at amerikanerne står bag Nato.

- Det, der står tilbage, er en stærk allieret, og de bekender sig til Nato, og der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved det, siger Løkke om USA.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.