Der blev talt militært samarbejde på dagens møde mellem den franske præsident, Emmanuel Macron, og statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Det afslører statsministeren på det efterfølgende pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet.
Her fortæller han, at han meget gerne vil styrke de militære forbindelser til Frankrig og det øvrige Europa på trods af det danske EU-forbehold på forsvarsområdet.
Et forbehold, som Løkke ikke er begejstret for.
- Jeg vil gerne af med forsvarsforbeholdet. Vi så på det seneste topmøde, hvordan de transatlantiske forhold er ved at ændre sig.
- Derfor er vi nødt til at tage større ansvar for egen sikkerhed, siger Løkke med adresse til den amerikanske præsident Donald Trumps krav om, at de øvrige Nato-lande bidrager mere til det militære samarbejde.
Statsministeren forudser, at vi kommer til at se en ny arbejdsdeling mellem Nato og EU.
Og i den forbindelse er der brug for en ny diskussion af Danmarks fremtidige militære rolle, mener han.
- Det er underligt, at vi deltager i vanskelige opgaver med Nato, men ikke er med i det forebyggende, europæiske militære samarbejde.
- Jeg opfordrer derfor til, at vi får en ny debat, som ikke er sort-hvid, men som har nuancer, siger han.
Løkkes holdning bakkes op af Emmanuel Macron, som dog helst ikke vil blande sig alt for meget i interne politiske forhold i Danmark.
- Men fra et strategisk synspunkt vil en større dansk involvering være godt for Frankrig.
- Jeg tror på europæisk suverænitet, og det kræver et selvstændigt militær, siger præsidenten.
Lars Løkke Rasmussen nævner på pressemødet, at han næste år agter at sende en dansk fregat til Middelhavet som støtte for den franske flådes flagskib, hangarskibet Charles de Gaulle.
/ritzau/