Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er på retræte i sagen om børnecheck til EU-borgere, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.
Som oppositionens leder tordnede han i foråret 2014 imod den daværende regering, som - efter påtale fra EU-Kommissionen - var begyndt at udbetale børnecheck til EU-borgere efter kort ophold i Danmark. Løkke kaldte det "skandaløst", at regeringen ikke længere ville administrere efter dansk lov og holde fast i et toårigt optjeningsprincip.
Men da V-regeringen i forrige uge fremsatte et lovforslag, som strammer flygtninges mulighed for at få børnechecken, fremgik det af bemærkningerne til lovforslaget, at regeringen håndhæver EU-borgernes rettigheder.
"Vi må jo nok erkende, at vi sidste forår stødte på nogle udfordringer i EU-systemet omkring optjeningsprincippet," siger Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.
Regeringen ønsker fortsat strammere regler for EU-borgeres ret til børnechecken, men hvor Venstre sidste år talte for at tage kampen ved EU-Domstolen, vil man nu forsøge at "arbejde sammen med ligesindede lande".
Det får støtterne i Dansk Folkeparti til at rase.
"Så hård, som Venstre var i retorikken dengang, burde partiet også være mere stålfast nu og prøve at tage sagen op mod EU," siger Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær.
Juraprofessor på Københavns Universitet Kirsten Ketscher:
"Hvis V-regeringen var fortsat med at sige, at den ikke ville give børnechecken til EU-borgere, ville der uden tvivl være kommet en retssag, som Danmark ville tabe, og sagen ville have påført de danske borgere en stor udgift."