Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) melder sig ved ankomsten til et EU-topmøde i Bruxelles klar til at give den tyske forbundskansler, Angela Merkel, en hjælpende hånd.
Angela Merkel er på jagt efter bilaterale eller trilaterale aftaler med andre EU-lande for at lette flygtningepresset i Tyskland.
- Jeg har talt med Angela Merkel om det her i søndags. Og vi har sådan set også aftalt, at vi nu ser på, om der nogle procedurer, der skal strammes op på, siger Lars Løkke Rasmussen.
Efter planen skulle EU nå frem til en stor asylreform i denne uge, men topmødets absolut største emne splitter medlemslandene.
Det er især strid om tvungen omfordeling af flygtninge og migranter i EU, der ventes at blokere for en aftale.
Striden har også sat sine dybe spor i tysk politik.
Vender Merkel ikke hjem med en løsning på såkaldt sekundær migration, truer det tyske opgør om migration med at vælte forbundskanslerens regering.
Det har fået Angela Merkel til at jagte aftaler om at kunne sende asylansøgere tilbage, hvis de allerede er registreret i et andet EU-land.
En stramning af reglerne kan ifølge Løkke være vejen frem.
- Reglerne er, som de er. Og de er fine nok, og det fungerer sådan set også mellem Danmark og Tyskland.
- Men derfor kan vi rimeligvis godt få strammet lidt op på dem, siger statsministeren.
Især peger han på administrative procedurer bag Dublinforordningen, som skal sættes under lup for at sikre effektivitet.
Forordningen er det regelværk, der fastslår, at en asylansøgning skal behandles i første ankomstland.
Og det er Danmark tilhænger af, lyder det fra statsministeren.
Han peger samtidig på, at EU skal stå samlet for at løse migrationsproblemer.
Dagens håndsrækning skal af denne grund mere ses som et signal til Tyskland.
- Det handler nok om at sende et signal i tysk indenrigspolitik. For det, det handler om, er at få lavet en samlet strategi omkring håndteringen af det her problem, siger han.
Et problem, der i forhold til antal af flygtninge er på sit laveste i længere tid, påpeger statsministeren.
- Tallene er gået 95 procent ned, siden det toppede. Vi har det laveste antal asylansøgere, som vi har set i ni år. Der er ikke noget akut problem i Danmark, siger Løkke.
/ritzau/