Løkke: DF er ikke racistiske bøller som Ku Klux Klan

Statsministeren kalder det helt skævt at sammenligne DF med Ku Klux Klan, som en eks-K-minister har gjort.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blander sig i den debat, tidligere K-minister Henning Dyremose torsdag rejste, da han i Radio24syv sammenlignede Dansk Folkeparti med Ku Klux Klan. Det er helt skævt, slår statsministeren fast. Arkivfoto.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blander sig i den debat, tidligere K-minister Henning Dyremose torsdag rejste, da han i Radio24syv sammenlignede Dansk Folkeparti med Ku Klux Klan. Det er helt skævt, slår statsministeren fast. Arkivfoto. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix

Den tidligere konservative finansminister Henning Dyremose har i Radio24syv sammenlignet Dansk Folkeparti med den ekstremistiske og racistiske bevægelse Ku Klux Klan (KKK) i USA.

Den parallel skulle den tidligere k-profil aldrig have draget, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der blander sig i debatten på Twitter:

- Det er helt skævt at sammenligne Dansk Folkeparti med KKK. Bredt forankret, demokratisk parti versus racistiske bøller, skriver Lars Løkke Rasmussen.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Henning Dyremose understregede selv i Radio24syv torsdag, at han var "en lille smule ked af sammenligningen". Han fortalte i programmet om sin ungdom i USA, hvor han oplevede KKK.

- Det var nogen, der i høj grad var socialister på den økonomiske politik. Det var de fattige arbejdere. Men de var samtidig hadefulde som bare pokker i forhold til negerne.

- Og det er jo lidt det, jeg oplever i Dansk Folkeparti: At de egentlig er blevet socialister i den økonomiske politik, men at de er hadefulde i forhold til specielt de udlændinge, som er muslimer, sagde Dyremose.

Udtalelsen har fået Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, til at kræve en klar afstandtagen fra De Konservative:

- Man må også seriøst overveje, om en person, der omtaler Dansk Folkeparti på den måde, kan være medlem af Det Konservative Folkeparti.

De Konservative har sendt partisekretær Søren Vandsø i byen med en skriftlig kommentar:

- Udtalelsen må stå for egen regning, forsikrer han.

- Det siger sig selv, at sammenligningen ikke repræsenterer vores syn på Dansk Folkeparti, som vi i øvrigt har et godt og fortroligt samarbejde med.

Henning Dyremose var først arbejdsminister og derefter finansminister under statsminister Poul Schlüter (K) i 1980'erne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.