Ritzau
Opdateret kl. 16:01
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) håber på, at han kan holde jul med den nærmeste familie frem for forhandlingsparterne på Christiansborg.
Det siger han efter et statusmøde i Statsministeriet, hvor regeringen har forhandlet med støttepartiet Dansk Folkeparti.
- Nu er det min opgave at prøve at drive det her frem til en konklusion, og jeg vil da gerne udtrykke det almindelige håb, at julefreden kan nå at sænke sig over Christiansborg, inden det bliver lillejuleaften, siger Lars Løkke Rasmussen.
Torsdag fortsætter forhandlingerne om udlændingestramninger, mens forhandlingerne om skat og penge til velfærd fortsætter i Finansministeriet fredag.
Samme dag vender statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) selv hjem efter et EU-topmøde i Bruxelles, som han tager til torsdag eftermiddag.
Hans håb er, at forhandlingerne så i denne weekend vil tage store skridt fremad, så man kan nå at blive enige om udlændingestramninger og skattelettelser, inden finansloven stemmes igennem 22. december.
- Jeg har udtrykt den store ambition, at vi skal prøve at løse de opgaver, vi havde sat os for at skulle løse i 2017, inden vi går på juleferie. Min anbefaling er, at vi går på juleferie, inden julen kommer, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/