Løhde udskyder storstilet plan: Flere tusindes job svæver i usikkerhed

Ny plan om udflytning af statslige arbejdspladser kommer ikke som ventet i december. Det skuffer Djøf.
Anden runde udflytning af statslige arbejdspladser skulle komme før jul. Men den kommer først til januar. Her ses Sophie Løhde (V), minister for offentlig innovation.
Anden runde udflytning af statslige arbejdspladser skulle komme før jul. Men den kommer først til januar. Her ses Sophie Løhde (V), minister for offentlig innovation. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/arkiv/Scanpix

Det er for dårligt, at de statslige ansatte nu skal vente endnu længere tid på svar om, hvorvidt deres job skal rykkes fra hovedstaden og ud til provinsen.

Det mener Sara Vergo, der er formand for fagforeningen Djøf Offentlig.

Meldingen kommer, efter at Sophie Løhde (V), minister for offentlig innovation, onsdag oplyste til DR Nyheder, at næste etape af udflytningen af flere tusinde statslige arbejdspladser sparkes til hjørne.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

I stedet for december bliver planen offentliggjort i januar.

- Der er rigtig mange af vores medlemmer, der har gået og ventet siden oktober, hvor Løkke løftede sløret for planen.

- De er ikke ligefrem glade for, at de nu skal vente endnu længere tid på at høre, om de er købt eller solgt, siger Sara Vergo til Ritzau.

Under sin åbningstale 3. oktober lagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ellers op til at give flere kommuner ude i landet en tidlig julegave ved at annoncere flytningen af tusindvis af statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet i december.

Men det når regeringen altså ikke.

- Vi skylder naturligvis alle medarbejdere, der måtte blive berørt af næste flytterunde, at være godt forberedt, så det kan blive en så god proces som muligt.

- For mig er det derfor også vigtigere, at vi får en ordentlig proces, end at vi haster ting igennem kort før jul. Det er mest ordentligt over for medarbejderne og deres familier, sagde Sophie Løhde i en pressemeddelelse onsdag.

Hos Djøf medgiver man, at en måned fra eller til nok går, så længe man tænker sig rigtigt godt om.

- På den ene side er det jo meget godt, at man tænker sig om og sikrer sig, at der ligger en god proces bag.

- Men det er altså ikke noget, der løfter engagementet og trivslen på arbejdspladsen, at man skal vente endnu længere, lyder det fra Sara Vergo fra Djøf.

I 2015 præsenterede regeringen en plan for udflytningen af omkring 3900 statslige arbejdspladser. Flere end 2500 af arbejdspladserne er blevet flyttet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.