Tirsdag mødes arbejdsmarkedets parter for at udveksle ønsker til de kommende overenskomstforhandlinger. I alt skal der forhandles overenskomst for 750.000 offentligt ansatte.
Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), har allerede kravene til de 180.000 statsansatte klar. Det skriver Børsen.
De statsligt ansatte kan se frem til at skulle vise økonomisk mådehold. Siden 2008 er der opstået et løngab, da de offentlige lønninger er steget 1,6 procent mere end i det private. Et løngab, ministeren gerne ser lukket.
- På trods af opsvinget i økonomien, så kan der ikke gives store lønstigninger på det offentlige område, for det skader konkurrenceevnen, hvis lønnen i det offentlige er højere end i det private, siger Sophie Løhde til Børsen.
Chefforhandler for KTO, de offentligt ansattes forhandlingsorganisation, Anders Bondo Christensen, afviser problemet.
- I nogle perioder ligger lønnen i det kommunale lidt over, og i andre perioder ligger den under lønnen i det private, men på sigt kan vi se, der er en parallel lønudvikling, siger Anders Bondo Christensen.
Men tal fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at de offentligt ansatte har 33 milliarder kroner mere udbetalt, end hvis lønnen havde fulgt det private. Derfor mener Dansk Industri, at det er passende at kigge på løngabet.
- Situationen er helt uacceptabel, og den gæld de offentligt ansatte har oparbejdet, må og skal indgå i de kommende overenskomstforhandlinger, siger viceadministrerende direktør, Pernille Knudsen.
Forhandl jeres løn selv
I Berlingske tirsdag er ministeren også ude med endnu et krav. Sophie Løhde har også en ambition om, at flere statsligt ansatte skal forhandle deres egen løn. Det skal de for at skabe et lønsystem, der minder om det i det private.
Sophie Løhde har en ambition om, at mindst hver anden statsligt ansat selv forhandler sin løn i 2025.
Der er lagt op til et drama om overenskomstforhandlingerne, da der er mange stridspunkter, der skal løses mellem parterne. For det er ikke kun hos de statsansatte, at der er blevet lagt krav på bordet. Blandt andet har lønmodtagernes parter indgået en musketered om, at lærernes arbejdstid skal ændres.