Løhde affejer sygeplejerske: Har aldrig sagt, I ikke må få mere i løn

Sophie Løhde (V) har ingen planer om, at statsansatte ikke må stige i løn. Det fortæller hun, efter at sygeplejersken Rikke Bæk Cramer har fremlagt sin lønseddel.
Rikke Bæk Cramer (tv.) fremlagde sin lønseddel under #sophieslønfest, men Sophie Løhde (V) afviser, at hun har sagt, at der har været 'lønfest' i det offentlige.
Rikke Bæk Cramer (tv.) fremlagde sin lønseddel under #sophieslønfest, men Sophie Løhde (V) afviser, at hun har sagt, at der har været 'lønfest' i det offentlige. Foto: Privat og Martin Sylvest/Scanpix

Under hashtagget #sophieslønfest delte sygeplejersken Rikke Bæk Cramer sin lønseddel på Facebook. Hun vil gerne have, at debatten om offentligt ansattes løn bliver kvalificeret. 

Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), skriver i mail til Avisen.dk, at hun ikke har nævnt noget med den omtalte 'lønfest'. I stedet handler det for ministeren om, at der ikke skal være forskel på den procentuelle lønstigning mellem det private og det offentlige.

- Lad mig slå fast med det samme, at jeg på intet tidspunkt har sagt, at der har været lønfest i det offentlige, og at de mange dygtige medarbejdere får for meget i løn, skriver Sophie Løhde til Avisen.dk.

Forud for overenskomstforhandlingerne for 750.000 offentlige ansatte, har Sophie Løhde meldt ud, at hun har fokus på, at lønningerne i det offentlige er steget 1,6 procent mere end i det private. Men det er ikke det samme, som at offentligt ansatte ikke kan få mere i løn, understreger ministeren.

- Men desværre har nogen læst mine udmeldinger op til de forestående overenskomstforhandlinger som om, at statsansatte ikke må stige i løn eller måske ligefrem skal gå ned i løn. Det vil jeg gerne understrege, at jeg aldrig har sagt, skriver Sophie Løhde.

- Jeg har derimod sagt, at lønudviklingen i den offentlige sektor har været højere end i den private sektor siden 2008. Og det er sket på trods af, at det er et grundelement i den danske model, at den private sektor lægger niveauet for resten af arbejdsmarkedet. Den forskel i lønudviklingen skal vi have udlignet i den kommende overenskomstperiode, sådan som vi i øvrigt også har aftalt med de faglige organisationer ved den seneste overenskomstaftale i 2015, skriver Sophie Løhde.

Se Facebook-opslaget hvor Rikke Bæk Cramer deler sin lønseddel

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.