LO glæder sig over, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i sin nytårstale opfordrer landets unge til at tage en uddannelse.
Men opfordringen giver kun mening, hvis det lykkes at skaffe praktikpladser nok til de unge på erhvervsuddannelserne, siger næstformand i LO Lizette Risgaard.
- Det er rigtig godt med fokus på uddannelse. Jeg går ud fra, at regeringen så samtidig sørger for, at der er praktikpladser til alle, så de kan fuldføre deres uddannelse, siger Lizette Risgaard.
Også tilbuddet om uddannelse til de mange, der står foran at miste deres ret til dagpenge de kommende måneder, roser LO, men minder samtidig om, at der skal meget mere til, hvis gruppen skal hjælpes.
- Jeg håber, at statsministeren vil lempe den finanspolitiske skrue. Regeringen er nødt til at indse, at den skal lempe kommunernes anlægslofter, så der for eksempel kan komme gang i energirenovering af alle offentlige bygninger,
- Når der kommer gang i byggeriet, genererer det job mange andre steder. Og det har vi brug for, siger Lizette Risgaard.
Statsministerens opfordring til løntilbageholdenhed vender LO sig imod og siger, at de privatansatte allerede har vist mådeholdenhed ved overenskomstforhandlingerne for et år siden.
- Her var lønmodtagerne meget ansvarlige, siger Lizette Risgaard og opfordrer statsministeren til at blande sig uden om de lønforhandlinger, som de offentligt ansatte står over for.
- Lønforhandlinger skal Christiansborg ikke blande sig i, og derfor går statsministeren for langt med sin opfordring til løntilbageholdenhed. Det bør hun overlade sig arbejdsmarkedets parter, siger Lizette Risgaard.
/ritzau/