OK18

LO-forbund klar til enegang: "Det er at svigte medlemmerne ikke at slå til"

Skulle der blive erklæret sammenbrud i overenskomstforhandlingerne på statens område, er LO-forbundene klar til at forhandle videre med kommuner og regioner.
- Står vi over for, at kommuner og regioner kan og vil lave en aftale, så vil vi vurdere, om de samlede resultater for de to områder er gode nok til os, siger formand for Socialpædagogerne Benny Andersen.
- Står vi over for, at kommuner og regioner kan og vil lave en aftale, så vil vi vurdere, om de samlede resultater for de to områder er gode nok til os, siger formand for Socialpædagogerne Benny Andersen. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix/arkiv

En række LO-forbund gør klar til at gå solo i forhandlingerne om de 750.000 offentligt ansattes overenskomster.  

Enegangen kan blive en realitet, hvis det ikke lykkes at stå sammen med de øvrige faglige organisationer - akademikerne og FTF-gruppen - over for arbejdsgiverne i staten, kommuner og regioner. 

Det har hidtil været lønmodtagernes fælles strategi at stå sammen på tværs med det fælles mål at få opfyldt tre hovedkrav: Lønstigninger, der sikrer reallønnen. Lærernes arbejdstid skal sikres i overenskomsten i stedet for at være reguleret af den lov, der blev resultatet af det politiske indgreb i konflikten i 2013. Det tredje fælles topkrav i lønmodtagernes musketered handler om, at arbejdsgiverne skal anerkende lønmodtagernes ret til betalt spisepause.

Mandag aften erklærede de statsansattes topforhandler, Flemming Vinther, at han ikke kunne se noget perspektiv i fortsætte drøftelserne på det nuværende grundlag. Også innovationsminister Sophie Løhde (V) erkendte, at det var vanskeligt at komme videre.

Om der skal erklæres sammenbrud i de statslige forhandlinger, er det dog alene op til forligsmand Mette Christensen at afgøre. Det er især spørgsmålet om spisepausen, der splitter parterne. 

Tirsdag møder forhandlerne fra både staten, kommuner og regioner op i Forligsinstitutionen igen. Forud for disse møder har LO-forbundene i OAO-fællesskabet (Offentligt Ansattes Organisationer) imidlertid givet hinanden håndslag på, de er parate til at forhandle videre med kommuner og regioner, hvis forhandlingerne på statens område styrer mod et sammenbrud.  

Bag denne strategi står blandt andet 3F, HK/Kommunal, FOA og Socialpædagogernes Landsforbund.

Formanden for de knap 40.000 socialpædagoger, Benny Andersen, siger:

- Står vi over for, at kommuner og regioner kan og vil lave en aftale, så vil vi vurdere, om de samlede resultater for de to områder er gode nok til os.

Benny Andersen understreger, at han fortsat er optaget af at få opfyldt de tre fælles hovedkrav: Løn, lærernes arbejdstid og retten til den betalte spisepause. Hvad angår spisepausen har LO-forbundene i weekenden på skrift tilkendegivet over for forligsmanden, at de er tilfredse med de formuleringer, som arbejdsgiverne i kommuner og regioner har lagt frem.

- Hvis vi kan få de tre krav opfyldt i aftaler med kommuner og regioner, så er det at svigte medlemmerne ikke at slå til på de områder. Den situation skal vi bruge til at presse den part, der ikke vil indgå en aftale, siger Benny Andersen og tilføjer:

- Man kan stille sig selv det spørgsmål, hvor ubehageligt det er for en regering og en minister at stå for det eneste område, hvor der er konflikt, siger Benny Andersen, der mener, at LO-forbundenes strategi er et udtryk for, at den fælles musketered nu fremstår i 'nye klæder' fremkaldt af den aktuelle situation. 

Ligesom spisepausen er en stor knast i de statslige forhandlinger, volder lærernes arbejdstid kvaler i de kommunale forhandlinger. Ifølge Avisen.dks oplysninger har lærerformand og topforhandler for samtlige kommunalt ansatte, Anders Bondo Christensen, drøftet et nyt arbejdstidsprojekt, der måske kan løsne op for de eller fastlåste positioner i forhandlingerne med Kommunernes Landsforening.

Læs Avisen.dk’s dækning af OK18

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.