Liverpool henter schweizisk profil i Stoke

Sport
Xherdan Shaqiri er her i aktion mod Sverige under sommerens VM i Rusland. (Foto: Foto: Olga Maltseva/AFP)

Xherdan Shaqiri er Liverpool-spiller, bekræfter klubben fredag efter at have hentet schweizeren i Stoke.

Liverpool forstærker sig til den kommende sæson i Premier League med den schweiziske profil Xherdan Shaqiri.

Det bekræfter Liverpool fredag aften på sin hjemmeside.

Her oplyser klubben, at den schweiziske landsholdsspiller er hentet i Stoke på en langvarig kontrakt.

- Jeg er meget glad for at være her. Det er en kæmpe klub med en stor historie, store spillere og en fantastisk træner.

- Som spiller ønsker man altid at være på den største scene inden for fodbold. For et par år siden ønskede jeg at komme hertil (Liverpool, red.), men det skete ikke. Jeg er virkelig glad for, at jeg er her nu.

- Jeg ønsker at forbedre mig og være hos de bedste, og jeg ønsker at vinde titler. Det er derfor, jeg er kommet hertil, siger Xherdan Shaqiri til Liverpools hjemmeside.

Stoke bekræfter klubskiftet på sin hjemmeside og meddeler, at salgsprisen ikke offentliggøres.

Den 26-årige schweizer scorede 15 mål i 84 ligakampe for Stoke i sine tre sæsoner i klubben.

/ritzau/