For første gang i tre år kommer en spiller til at bære trøje nummer otte hos fodboldklubben Liverpool.
Naby Keita, som denne sommer tiltræder hos Champions League-finalisterne, er blevet udstyret med nummeret, som i mange år blev båret af Liverpool-legenden Steven Gerrard.
Han spillede for klubbens førstehold fra 1998 til 2015, og det var Steven Gerrard, der som anfører løftede Champions League-trofæet efter finalesejren over AC Milan i 2005.
- Det var en utrolig dag for mig, siger Naby Keita, der kommer fra tyske RB Leipzig, til Liverpools hjemmeside.
Midtbanespilleren fra Guinea hentyder til, at Steven Gerrard sidste år i august personligt overrakte ham en trøje med nummer otte.
Liverpool kunne allerede i august sidste år meddele, at den havde lavet en aftale med Naby Keita fra denne sommer.
Midtbanespilleren koster angiveligt over en halv milliard kroner.
- Han gav mig trøjen med nummer otte. Da det skete, var jeg overrasket, jeg havde ikke regnet med det.
- Da jeg kom ind, så jeg på ham og sagde "wow", for han (Steven Gerrard, red.) er en legende. Han udviste altid respekt og gav alt på banen, han er elsket her.
- Når en som ham giver sit trøjenummer til dig, så skal man tage det alvorligt. Det handler om at prøve at gøre lige så meget, som han gjorde, det er min motivation, siger Naby Keita, som officielt tiltræder i Liverpool 1. juli.
/ritzau/