Nul kroner på lønsedlen for 52 timers overarbejde.
Sådan var virkeligheden for fire litauere, som plukkede mos i jyske skove for en gartner i Viborg.
De fire litauere har nu - samt en landsmand, som blev snydt for noget af sin løn - fået efterbetalt i alt 80.000 kroner.
Det ligger fast, efter at 3F nu har indgået et forlig med Gartneriet Vedel ved Viborg.
"Jeg synes, det er uhørt, at en arbejdsgiver kan behandle andre mennesker på den måde. Det er en fuldstændig kold og kynisk behandling, litauerne har fået," siger Tina Bak Hansen, faglig sekretær hos 3F Skive-Egnen.
I oktober 2008 blev de fem litauere ansat til at plukke mos i forskellige skove i Jylland.
Men fire af østarbejderne fik slet ingen løn for arbejdet og stoppede efter en uge. Den femte litauer fortsatte dog med at plukke mos, men blev også snydt for blandt andet løn og feriepenge.
"Der ydes ikke betaling for overarbejde," står der i litauerens ansættelseskontrakt, som Nyhedsbrevet 3F har set.