Forfatter og tidligere formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, kan ikke holde middelklassens middagsselskaber ud.
Det siger hun til Kristeligt Dagblad.
I et interview, der kredser om den 50-årige stifter af Huset Zornigs weekend-vaner, fortæller hun, at hun helst vil servere noget mad, som hun ved, gæster elsker, hvis hun skal holde et middagsselskab.
- Om det så bare er en pizza eller en gang spaghetti med kødsovs, eller om det er en fin steg er ligegyldigt. Jeg hader middelklassens middagskultur, hvor maden, man serverer for andre, er et statement om egen identitet eller politisk overbevisning. Det bliver jeg aldrig god til. Måske fordi jeg ikke rigtig forstår mig på middelklasseliv. Jeg bliver irriteret over det. Jeg vil ikke have andres meninger eller måder at leve på trukket ned over hovedet på mig under en middag, siger Lisbeth Zornig Andersen til Kristeligt Dagblad og slår fast:
- Selv lever jeg meget sundt, men jeg kunne aldrig drømme om at pådutte andre det, hvis de kom til middag hos mig. Jeg vil hellere gøre dem glade ved at servere deres livretter, siger hun.
I februar måned døde Lisbeth Zornig Andersens mor. Her kan du læse, hvordan datteren nåede at snakke med sin voldsomme opvækst.
Lisbeth Zornig Andersen blev i sin tid kendt for dokumentarfilmen Min barndom i helvede, der handlede om vold, svigt og overgreb i hendes unge år.